Asfalt og blomster er historien om et mord. Men det er ikke en krimi. Det essentielle er ikke opklaringen af mordet. Det er snarere en fortælling om tre skæbner, der alle er knyttet til mordet; Offeret Alice, sønnen Jack og journalisten Mikkel, der ønsker at opklare det.
Det er et portræt af tre mennesker, og det fungerer også som et portræt af Danmark i halvfjerdserne.
Romanen har sine stærke øjeblikke i beskrivelsen af sine karakterers afmagt og desperation, men sammenhængskraften udebliver en anelse, og særligt journalisten Mikkels afsnit fungerer dårligt og fremstår malplaceret.
En mors kamp for sin søn. Fra sit mørke skjul sidder hun og venter. Skuddene lyder, stemmerne nærmer sig – hvad skal hun gøre for at redde sig selv?
Gin Phillips har skrevet en roman om kampen for overlevelse, og de instinkter og tanker der sætter ind, når en mor for alt i verden vil redde sit barn.
Gin Phillips skriver sig helt ind under huden på en. Jeg var med Joan i hendes kamp for overlevelse. Jeg mærkede pulsen stige, angsten tage til og den ubehagelige knude i maven.
Det er skrevet så man er der – og det er dæleme godt!
Glasnøglen er en spændingsroman, der følger to tilsyneladende almindelige danskere, som pludselig bliver viklet ind i en mystisk sag om mærkelige fugle og uforklarlige klimaforandringer. Snart er de to forfulgt og jagten går fra Thailand til Californien i et tempofyldt flow, der opbygger en fin spænding, som desværre aldrig rigtig kommer i mål.
En dyster fortælling om uretfærdige livsbetingelser, forkerte valg, bitterhed og barske vilkår, der er smukt fortalt i en enkel og nøgtern stil. Maren Uthaug fører os kaleideskopisk gennem den samme fortællings forskellige perspektiver ved skiftevis at give stemme til romanens karakterer. På den måde udfolder og forandrer historien sig, og man skiftevis forarges og græmmes efterhånden som begivenhederne ændrer karakter og store familiehemmeligheder afsløres.
Uhyret i Essex blev en underlig ambivalent læseoplevelse for mig. Der er så meget, der er åbenlyst fantastisk ved romanen, og alligevel blev jeg aldrig sådan for alvor grebet.
Romanen er rig på nuancer i sin skildring af victoriatidens England, og konflikterne i og mellem dens hovedkarakterer ligger og ulmer flot og farverigt mellem linjerne. Men flere steder bliver den lidt tung i sine fremstillinger til trods for et ellers flot, poetisk og ordrigt sprog.
Aalborg teater kalder selv ”Blodbadets gud” for en forestilling om curlingforældre, men det er måske mest af alt en forestilling om den pæne overflade, der krakelerer, – for det gør den i den grad, og det er voldsomt, hylende morsomt og også en smule genkendeligt.
To par har sat hinanden i stævne hos det ene par for at tale om en uheldig sag; det ene pars søn har slået det andet pars søn, og han har mistet et par tænder.
Allerede i løbet af stykkets første replikker fornemmer man tydeligt den dårlige stemning, på trods af begge pars ihærdige forsøg på at opretholde en høflig og imødekommende indstilling.
På den ene side har vi den anspændte og fortravlede Alain og hans stilfulde og snerpede hustru Annette. På den anden side den selvretfærdige og retskafne Veronique og hendes lidt livstrætte mand Michel.
Det starter smukt og pænt med standardiserede høflighedsfraser og forstilt interesse i hinandens respektive karrierer og interesser. Men det er tydeligt, at det ulmer under overfladen.
De to kvinders behov for at forsvare deres eget barn, og deres irritation over mændenes manglende interesse i balladen kommer til udtryk gennem verbale stikpiller og slet skjulte blikke.
Facaden krakelerer dog hurtigt, og snart smuldrer det for samtlige af stykkets fire karakterer, og alle frustrationer bryder ud i lys lue i et verbalt blodblad.
Det handler om curlingforældre i den forstand, at de to forældrepar forsøger at løse en konflikt for deres børn. Men i virkeligheden handler det om, hvor civiliseret mennesket egentlig er, når det føler sig angrebet på det allervigtigste: Vores principper og livsværdier.
Det er hylende morsomt og det er det først og fremmest fordi de fire skuespillere er fantastiske. Stykket her er i høj grad afhængig af nogle skuespillere med stor sans for timing, og som formår at give sig fuldstændig hen til deres karakterers følelser og vanvid.
I dette stykke er særligt de to kvinder spillet af Nanna Skaarup Voss og Camilla Gjelstrup eminente; I stykkets første halvdel, hvor facaden stadig er intakt, er en stor del af komikken frembragt af netop deres fantastiske sans for mimik og kropssprog.
Men også Jacob Moth-Poulsen som Michel er virkelig god og leverer nogle vidunderlige one-liners.
Forfatter: Yasmina Reza
Iscenesættelse: Martin Ringmose
Skuespillere: Nanna Skaarup Voss, Camilla Gjelstrup, Jacob Moth-Poulsen, Lars Topp Thomsen.
Hvis man er til historiske slægtsromaner, så hører Pachinko absolut til i den anbefalingsværdige ende. Vi starter omkring år 1900 i Korea hos en fisker og hans kone, og vi ender i Tokyo i 1989 hos tipoldebarnet Solomon.
Pachinko er en storslået slægtsroman. Min Jin Lee har skrevet en vidunderlig historie, der på en gang fortæller om de specifikke forhold i Japan og Korea i det tyvende århundrede, og samtidig formidler en elementær og aktuel fortælling om fordomme, fordømmelse, skyld og skam.
Der er givet plads til at lade et væld af karakterer komme til orde, og der dvæles ved de kulturelle beskrivelser.
Mammut er i al sin enkelhed en fortælling om samfundets og – måske i endnu højere grad – vores egne forventninger til os selv og livet. Det er fortællingen om Sara, der føler sig presset ud i en rolle, som hun ikke kan se sig selv i.
Det er den klassiske moderne historie om at være skræmt ved udsigten til ligusterhæk, kødsovs og fastforrentede lån. Men det er også en tankevækkende fortælling om at mangle retning, føle sig forkert og aldrig rigtig være tilfreds.
Birgitte Vestergaard Andersen har skrevet en særdeles vedkommende og højaktuel ungdomsroman.
Najma er syrisk flygtning og har svært ved at føle sig hjemme i Danmark; hun kan ikke sproget, forstår ikke kulturen og hun savner sit hjemland.
Alma kæmper også for at passe ind; Hun tager billeder, vælger tøj, ændrer frisure og lægger det hele ud på de sociale medier i håbet om at få likes og gode kommentarer.
Men at passe ind som ung er en vanskelig sag, og begge piger kæmper med frygten for at træde forkert og falde uden for fællesskabet.
Her er der en roman, der har fået rigtig mange roser. Men for mig blev “Nordisk vildt” en kolossal skuffelse.
Daniel Dencik er dygtig, han er tydeligvis grundig og han har et ganske flot sprog.
Der er gravet dybt i kurven med intellektuelle overvejelser, for bogen svømmer ganske enkelt over med tanker om filosofi, religion, videnskabsteori og fysik for viderekomne. Det hele foregår i bedste Nordic Noir stil, og bliver leveret langsommeligt og tungsindigt af den halvdepressive fortæller Silas.
Jeg sidder ganske enkelt tilbage med oplevelsen af at have læst en roman, hvor der er blevet skruet på samtlige knapper i et forsøg på at virke højlitterær.
