”Alt blev spist indefra. Menneskeligheden og kloden. Gnavet ihjel, passivt aggressivt, gnave, gnave, gnave.”
En roman om fællesskabets skrøbelighed, om klimaaktivisme der sjældent når længere end de gode ideer, om alle de strukturelle uligheder og om det fundament af indforståede regler og hierarkier som vores fællesskab bygger på.
Inger Smærup Sørensens debut ”Dødsbo” er en stærk sammensætning af flere tematikker der overordnet kredser om fællesskabets strukturer og uskrevne regler.
Historien følger en unavngiven fortæller, der er flyttet fra storbyen og har overtaget et dødsbo ubeset, her falder hun næsten ubemærket ind i den tidligere beboers omgivelser, drevet af et ønske om at leve mere simpelt og enkelt med respekt for naturen.
I den lille by hersker rangorden og regler, og selvom jeget holder sig udenfor, så banker livet på i form af de to kvinder Kamma og Nanna, der begge på hver sin måde kæmper for at finde en plads i fællesskabet.
Inger Smærup Sørensens jeg bevæger sig stilfærdigt og betragtende gennem stuerne og landsbylivet, men under overfladen titter forargelsen frem, som når hun tænker på sin tid i ”styrelsen”. Stedet hvor de gode intentioner for klima og fællesskab druknede i ambitioner og magtkampe – alt var luftkasteller og forstillelse.
”Det skulle ligner idealisme, men var destruktion. Det skulle ligne menneskelighed, men var magt.”
På samme måde er fællesskabet og tanken om det idylliske landsbyliv fuld af revner. Fælleskabet er styret af et usynligt hierarki, som fx beskrivelsen af landsbyens styrende gruppe – kvinderne med de store børn:
”De talte med professionelle stemmer til deres mænd og børn, de havde tjek på tilværelsen (…) De var de mest rigtige der overhovedet var. De kunne belære de yngre om yngelpleje og generel levemåde, og de kunne tale varmt ned til de ældre som ingen andre. De havde både det privilegie at have travlt og at have tid, veletablerede i verden og livet. Velsmurte maskiner.”
Romanens jeg kredser om dyrelivet, særligt de små insekter i huset, som hun studerer og udviser en vis ærefrygt for – de skal også have lov at være her. Der er en stilfærdig erkendelse af, at mennesket skal fylde mindre i verden for klimaets skyld, og således er jeget nærmest udvisket og har fx heller intet navn.
Stærkest er romanen i skildringen af fællesskabets svære vilkår – illustreret ved de to kvinder Kamma og Nanna. ’
Nanna der kæmper for at falde ind og bare gerne vil være som alle andre, men som konstant føler sig forkert.
”Verden tog hele tiden små stykker af Nanna, små bidder. Hun skulle hele tiden finde ud af at være hel på nye måder. Det var ikke til at bære.”
Og Kamma, der ønsker brændende at realisere den ene ide efter den anden for fællesskabets skyld, men ofte taber ideerne, måske fordi de sjældent bliver grebet af det store fællesskab.
”Fællesskabet havde altid en indbygget aggression og en underliggende angst, men tabet af fællesskabet var ubærligt.”