Anne Cathrine Bomann tager favntag med et uhyre tabubelagt emne, og hun gør noget, der ellers er ganske uhørt; Hun skaber sympati omkring en karakter, der udvikler nogle absolut forkerte følelser.
Men hun skaber også et virkelig rørende portræt af en ung drengs kamp mod ensomheden.
Hvad ingen ved er en fin lille fortælling om store følelser og emner, og brødrene Jonas og Imse går lige i hjertekuglen.
Iben Mondrup har tidligere skrevet de anmelderroste Karensminde og Godhavn. ”Vi er brødre” kan ses som en såkaldt forløber til de to bøger, da vi i denne følger Jens og hans bror Poul og deres opvækst i Frederikshavn i efterkrigstidens Danmark.
Det er en roman, der brillerer med sine vidunderlige, intense og autentiske persontegninger; lige fra sine hovedkarakterer til de mere perifere bifigurer.
Det er en roman om interaktioner, relationer og reaktioner, og den skildrer mennesker og stemninger i en tid præget af krigens eftervirkninger.
Hvad handler den om:
Poul og Jens har under krigen været meget alene med deres mor, da faren måtte gå under jorden. Da faren kommer tilbage er han præget af krigens oplevelser, og moren er præget af farens tilbagevendende tungsind. De to brødre reagerer forskelligt på forældrenes problemer. Poul tager sig af sin lillebror og af moren; Han er idealist og vil væk hjemmefra. Jens er en forsigtig og intelligent drømmer.
De vokser op med forskellige syn på forældrene, tilværelsen og fremtiden, og deres forskellighed præger familien, – ligesom deres livsvalg tager dem forskellige steder hen.
Stor udviklingsroman fra omkring 1900 tallets begyndelse, hvor vi følger Per Sidenius stort set fra vugge til grav. Pontoppidan er en ordrig forfatter, hvis sprog bærer præg af lange sætninger, og er man ikke vant til at læse ældre litteratur, kan sproget være lidt af en mundfuld.
Men Pontoppidans beskrivelser af særligt de forskellige karakterer og deres indbyrdes forhold er skarpe og poetiske, og selvom bogen her er lang, så står handlingen aldrig stille.
Johannes Anyuru behandler et højaktuelt emne på en særdeles original, poetisk og intelligent facon. Det er en fortælling om, hvilke konsekvenser frygten hos den enkelte og i et samfund kan føre til.
’De vil drukne i deres mødres tårer’ er en særegen og original fortælling; Den er poetisk og skrevet i et smukt og næsten drømmende sprog, og den skifter ligeledes poetisk i sin konstruktion mellem beretninger fra nutiden, fortiden og fremtiden.
Romanens særlige styrke er den kontrast, der opstår mellem det poetiske i sproget og kompositionen og det dybt alvorlige og absolut uskønne i romanens overordnede emner: terrorisme, fascisme og racisme.
Personernes tanker og følelser skal langt hen af vejen udledes gennem deres poetiske og besjælede gengivelser af oplevelser og stemninger. Der er ikke meget, der siges direkte.
Derudover rummer bogen så utrolig mange spørgsmål og refleksioner af eksistentiel, psykologisk, etisk og samfundsmæssig karakter.
Anyuru giver os langt fra alle svarene, men et overordnet og klart indtryk efterlader han helt sikkert hos sin læser:
Frygten må aldrig blive den styrende faktor – hverken hos den enkelte eller i vores samfund.
Lars Johanssons historiske værk Ved Ishavet er omfattende, historisk og gribende. Men netop det omfattende ved værket er måske også det, som romanen til tider lider lidt under.
Det er afgjort en roman, som skal læses under de rette betingelser; Det er en roman, som man skal give lidt tid, for det er vanskelig læsning i begyndelsen at holde rede på alle personerne og de mange skift i synsvinkelforhold. Det er en roman, som bestemt vinder ved at læse den intensivt over kort tid, hvorimod den klart vil tabe en del, hvis man læser den i mindre bidder over længere tid; Man vil simpelthen glemme personerne og miste overblikket.
Når det så er sagt, så er det også en velgennemført historisk fortælling om de barske livsbetingelser i den lille fiskerflække i Nordnorge, og særligt godt fungerer den centrale tematik om konsekvenserne af de altoverskyggende valg, som man dengang stod med; Underkastede man sig den tyske besættelsesmagt eller gik man til modstand?
Had mig elsk mig er en børne- og ungdomsbog med et spændende og vigtigt emne; homoseksualitet og frygten for ikke at passe ind i det store fællesskab. Det lyder jo ganske godt, men historien lider under at ville lidt for meget og kommer ikke rigtig i mål med det. Personerne fremstår ikke troværdige og det bliver desværre aldrig rigtig interessant.
Bådens navn er en historie om det menneskelige forfald skrevet i den efterhånden velkendte moderne minimalistiske stil. Historien følger Susanne, der længes efter frigørelse fra hverdagens trivialiteter, og som efter sin mands pludselige død (som hun ikke selv er helt uden skyld i) langsomt fortabes i meningsløshed og ligegyldighed. Dialogen i romanen er knivskarp og autentisk, og i de små enkle beskrivelser af Susannes dagligdag oplever vi hendes følelsesmæssige og menneskelige forfald.
Hvis man elsker Helle Helle og den moderne impressionistiske stil, – så er det her helt klart en af de bedre bud.
En fortælling der går tæt på menneskelige følelser; angst, ansvar, skyld og længsler – og som bruger landskabsbeskrivelserne i en poetisk lignelse til menneskets sind.
En klassiker af de helt store, men også en bog som i sin langsomme stil kan være vanskelig at læse medmindre man er indstillet på at give bogen den tid, ro og fordybelse, som den fortjener.
Du skal læse den, hvis du gerne vil læse de store klassikere, sætter pris på eksistentialismens temaer og ikke har noget imod, at litteratur foregår i et roligt og dybsindigt tempo.
Alt Det Jeg Ikke Husker har vundet stor anerkendelse og tonsvis af gode anmeldelser. Den er skrevet godt, byder på en anderledes fortællestil, og lægger med sine mange ubesvarede spørgsmål op til refleksion.
Men det er også en bog, der aldrig bliver rigtig spændende, og hvis karakterer trods store nuancer ikke rigtig gør indtryk – af samme årsag bliver den altså også lidt kedelig.
Bogen kan særligt anbefales til fx litteraturklubber – for der er en del at diskutere og snakke om.
STUK er en klassiker – og går du op i at kende din klassiker, så bør du læse den. Har du derimod ikke den store erfaring med at læse litteratur fra denne tid, så bør du holde dig væk. Herman Bang opererer med et utal af karakterer, og det er vanskeligt at holde styr på hvem, hvad og hvor – hvorfor bogen er en tung en af komme igennem. Men klarer man frisag og giver bogen den tid, der kræves, så er der flere ”Bangske” perler imellem.
