Sex and the city i London – det er vist den helt hurtige opsummering af Dolly Aldertons bog.
Der både plads til humor og alvor i Aldertons selvbiografiske roman om livet i tyverne.
En fin og hjertevarm fortælling om venskabets betydning og om at finde sig selv i et kaos af jobsøgninger og dårlige dates.
’Jeg ser mig selv som rytmisk’ er en fortælling i flere akter, om den kvindelige hovedpersons dans gennem 8 år og en masse forskellige mænd.
Det er et portræt af den moderne kvindes jagt efter kærlighed; om at tage chancer og håbe, men også om at balancere mellem ønsker, forventninger og krav, mellem drømme og virkelighed, mellem accept og kritik.
Adrien er en kærlighedshistorie; Om Elenas kærlighed til Adrien og til naturen og rejselivet.
Der er ingen tvivl om, at det er forfatterens egen historie, og man mærker tydeligt nærværet i sproget og de smukke fremstillinger af landskabet og omgivelserne.
Adrien er en stille og enkel fortælling, der skal nydes for sine sanselige beskrivelser. Helena Thau forfalder dog desværre ofte til en forsimplet “byen er skidt/naturen er god”–retorik, og det klæder ikke romanen.
Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er en net lille sag, der ganske vist omhandler et tungt emne, men som alligevel er let både at læse og fordøje. Det er en feel good fortælling om at komme videre og finde sig selv og kærligheden igen efter en stor sorg.
Historien spiller på rigtig mange velkendte (måske lidt for velkendte) elementer inden for den romantiske genre, og der er som sådan ikke de store overraskelser. Men den har sin charme; først og fremmest på grund af nogle sympatiske og fine karakterer.
Kamilla Shamsie leverer en højspændt og dramatisk fortælling, som grundlæggende handler om loyalitet og forpligtelse. Hvad vægter højest; en sag man tror på, forpligtelsen over for sit land, kærligheden til sin familie eller den spirende nye forelskelse?
Romanen behandler tematikken gennem fem forskellige personer, og de giver hver især et perspektiv på romanens grundlæggende samfundskritiske spørgsmål ”Er vi som samfund gået for langt i kampen mod terrorisme? Og har vi som samfund et ansvar for den stigende polarisering mellem ”dem og os”?”
Det er et højaktuelt spørgsmål, som i romanen behandles gennem en fortælling med smæk for skillingen i form af stigende spændingskurve, drama og store sentimentale armbevægelser. Desværre bliver det måske lidt på bekostning af karaktertegningen. Men det ændrer ikke ved, at romanen er både spændende, vedkommende, godt fortalt og aktuel.
Benedict Wells’ roman er en international bestseller, og det er ikke svært at få øje på, hvad der har tiltalt læserne ved Ud Af Ensomheden; Det er de store følelser, der er på spil i hovedpersonen Jules’ refleksion og tilbageblik over sit eget liv, som rummer enorm sorg og tragedie, men også stor kærlighed.
Det er desværre bare som om, at man samtidig fra forfatterens side har haft et ønske om at skabe stor litteraturkunst ved at smykke fortællingen med dybe refleksioner om livets mening og den menneskelige eksistens – og den del fungerer desværre ikke rigtig, men fortaber sig i stedet i utroværdige dialoger, ligesom klicheerne i øvrigt vælter frem i både bogens plot og karakterer.
Elastik er en roman om et utrolig interessant emne; Tematikken og portrætteringen af det grådige og egocentriske menneske, der drømmer om kærlighed og intimitet, men som ikke er i stand til at se ud over sig selv længe nok til at række ud efter den, er meget interessant og leveres flot – både gennem hovedpersonen Alice, men måske endda endnu stærkere gennem beskrivelserne af hendes relationer og af romanens bifigurer.
Romanen er flot skrevet og veksler mellem det smukke og poetiske i drømmene om kærligheden og det rå og nøgterne, når vores hovedkarakter Alice folder sin narcissisme ud.
Desværre er romanen ikke lige stærk i alle afsnit, og sekvenserne med kropsforagt og det kønsnormative samfund, synes jeg ikke fungerer som en integreret del af romanens hovedfortælling.
Det glemte brev er en rørende og unik fortælling; dens karakterer er troværdige og smukt beskrevet, ligesom de to centrale kærlighedshistorier er det. Frimærker og breve som fortællingens omdrejningspunkt fungerer godt og binder de to fortællinger flot sammen i en historie, der både er medrivende og spændende. Det er helt klart en fortælling, der fortjener at blive læst og oplevet – og den er et sublimt eksempel på en historisk kærlighedsroman.
Gabaldons Outlander univers er uden tvivl opfindsomt, de historiske begivenheder krydres med fantasy genrens tidsrejse element og århundredets kærlighedshistorie, og det er egentlig også skrevet ganske udmærket. Men det er altså også en langtrukken affære, og det bliver hurtigt så som så med interessen for bogen altomsluttende fokus; den store kærlighed mellem Jaime og Claire, som vi med flere siders lidenskabelige samtaler og passionerede hyrdetimer efterhånden har forstået elsker hinanden højt.