Vi vågner i Sibrien er bestemt en anderledes roman; Den er tankekrævende, politisk og poetisk. Martin Paludan har meget på hjerte, og han får både fremstillet et poetisk billede af to menneskers kærlighed, idealer og sammenbrud, samtidig med at han er særdeles klar i sin samfundskritik.
Vi vågner i Sibirien er først og fremmest en roman, der efterlader et indtryk og en stemning hos sin læser, og det gør den virkelig godt.
Jeg havde glædet mig til at læse Stillezone af debuterende Shosha Raymond, først og fremmest fordi bagsideteksten lover en roman om ”at være barn og jøde og kvinde. Om sex og barndom og grøntsager. Den handler om sanserne og Anden Verdenskrig. Om at føle sig fremmed i sin egen familie” – Det kan jo kun blive interessant, tænkte jeg, hvordan alle disse tematikker skulle formå at blive til en helstøbt fortælling i en roman på kun godt 100 sider?
Det helt enkle svar på spørgsmålet er: Det blev det heller ikke.
Shosha Raymond skriver godt, og hun har tydeligvis en masse historier, som hun brænder for at fortælle, men for mig forblev de desværre uforløst. Det er ganske enkelt en roman, der vil alt for meget på en gang.
Savas vidner er en af de typer bøger, som jeg har vanskeligt ved at give en endelig bedømmelse. For der var rigtig meget jeg elskede ved bogen, som i en flot buket kommer omkring hekseprocesser, kvindesynet i kristendommen, psykologisk forskning, filosofiske overvejelser over rigtigt og forkert samt de menneskelige konsekvenser ved et frygteligt barndomstraume.
Jeg er vild med bøger, der tager udgangspunkt i historiske fakta, og som demonstrerer en stor faglig tyngde og ballast. Men det skal først og fremmest fungere i en plotsammenhæng, og det er ikke ubetinget altid tilfældet i denne roman, som langt hen af vejen udmærker sig mere for sin faglighed end for sine skønlitterære kvaliteter.
Thomas Korsgaard er tilbage med en fortsættelse til debutsuccesen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, og kunne man lide den første bog, så bliver man bestemt ikke skuffet i denne 2’er. For den fortsætter i samme stil og spor. Dog synes jeg, at Thomas Korsgaard i højere grad formår at skrive sig ind på sine karakterer end han gjorde i den første bog.
Thomas skriver godt; Han har en blanding af Helles Helles nøgterne observerende blik – særligt i sin replikskrivning, og Erling Jepsens sans for de tragikomiske og samtidig indlevende beskrivelser af samfundets svageste.
Ruth kommer som lille pige til Danmark, efter at hendes far er blevet slået ihjel under jødeforfølgelserne i Rusland. Hun adopteres af en ældre velhavende dame, som dog dør, førend Ruth er nået konfirmationsalderen, og Ruth efterlades igen alene. Hun tilbringer sine ungdomsår hos sin onkel og tante, som hun dog ikke har den store tilknytning til, og senere følger vi hendes ægteskab med en norsk forretningsmand, der er bosiddende på den spanske solkyst.
Gennem Ruths fortælling er hendes savn efter sin familie og en egentlig fortid, tilknytning og identitet gennemgående, og det foregår med Europas store historiske begivenheder i første halvdel af 1900 tallet som kulisse.
Hvis man har set Netflix serien Black Mirror, som omhandler teknologiens fremskridt og konsekvenserne heraf, så kunne man sagtens forestille sig, at Rygtet om hendes død kunne være et oplæg til et afsnit hertil. Det er en opfindsom historie, som jeg tror ville gøre sig langt bedre på film end i en bog. Dermed er alt godt og skidt vist også sagt om denne roman, der er underholdende og som med sit korte format og let spiselige sprog vil gøre sig godt som ”strandbog” – dermed intet ondt ord sagt om det – for tag ikke fejl, Rygtet om hendes død er skam en underholdende fortælling.
Gennem en hinde af is handler grundlæggende om svigt, – Anne har svigtet sin søn, men hun har også svigtet andre, fx står hendes manglende evne til rigtig at knytte sig i et kærlighedsforhold centralt.
Men bogen handler også om den menneskelige selvoptagethed – eller måske snarere den menneskelige utilstrækkelighed. Anne vil gerne have et barn, men hun vil også ud i verden og realisere sig selv, og selvom hun tror, hun kan det hele, så ender hun alligevel med at være splittet, og det samvær, hun har med Thomas, er præget af hendes skyldfølelse over for ham.
Det er en roman, der på en mærkelig måde formår at være både nøgtern og poetisk i sin fortællestil. Den skraber kun overfladen af sine karakterer og deres indbyrdes forhold og alligevel efterlader den et markant indtryk.
Peter Molde-Amelung har med Dallas København sat sig for at levere en børnebog, der præsenterer børn for livets barske realiteter. Det synes jeg, han leverer, og han balancerer meget overbevisende mellem humoren og ærligheden på en måde, der gør historien både sjov, spændende og utrolig vedkommende og rørende for sin målgruppe. Desuden formår Peter Molde-Amelung at skrive en bog, der sandsynligvis vil ramme meget bredt i målgruppen. Den er noget så særligt som socialrealisme i eventyrlige klæder, og på den måde er de barske og vedkommende historier leveret i en handlingsmættet og humørfyldt fortælling, der særligt er velegnet til børn i alderen 10-12 år.
Elastik er en roman om et utrolig interessant emne; Tematikken og portrætteringen af det grådige og egocentriske menneske, der drømmer om kærlighed og intimitet, men som ikke er i stand til at se ud over sig selv længe nok til at række ud efter den, er meget interessant og leveres flot – både gennem hovedpersonen Alice, men måske endda endnu stærkere gennem beskrivelserne af hendes relationer og af romanens bifigurer.
Romanen er flot skrevet og veksler mellem det smukke og poetiske i drømmene om kærligheden og det rå og nøgterne, når vores hovedkarakter Alice folder sin narcissisme ud.
Desværre er romanen ikke lige stærk i alle afsnit, og sekvenserne med kropsforagt og det kønsnormative samfund, synes jeg ikke fungerer som en integreret del af romanens hovedfortælling.
Mette Wessel Fyhn har skrevet en anderledes krimi, hvor tempoet er roligt og fokus er på forholdet mellem mennesker i den lille by Vi. Romanens stærkeste kort er de smukke og besjælede naturbeskrivelser, der fungerer som symbol for den afmagt, som er at finde i langt de fleste karakterers liv. Desværre bliver formlen lidt kedsommelig i længden, og dermed bliver den også lidt træg at komme i gennem.