”Og det slog mig, at alting bliver altid dårligere, end det før har været, at der bliver taget noget fra os hele tiden. Ting, der ikke bliver givet tilbage”
”Smitte gennem hud og luftveje” er en sansende rejse i barndommens erindringer, hvori forfatteren tager os med til en barndom, der kun huskes i mindre brudstykker, alt imens hun selv bærer på smerten over et mistet barn og en livstruende sygdom. Begge dele bliver vi, ligesom barndommens minder, kun vidne til i korte sanseligt beskrevne indtryk, og selvom Emilie Parsbæk Skibdal skriver fortryllende og mestrer et poetisk og udtryksfuldt sprog, så følte jeg mig alligevel aldrig for alvor investeret i fortællingen. Jeg blev grebet i glimt men aldrig i helheden.
