Marie Aubert stiller i sin korte lille roman om familierelationer skarpt på den menneskelige natur i al sin skønhed eller mangel på samme. Hun har øje for de små øjeblikke mellem mennesker og for de grimme følelser, som indimellem sniger sig på, når jalousi, skuffelse og bristede forventninger bliver dominerende.
En forfatter der ikke længere vil skrive, en ihærdig redaktør, en nysgerrig og selvstændig 5-årig, en dominerende kæmpekat og en ingeniør fortabt i tiden.
Adda Djørup bevæger sig sansende og reflekterende mellem fantasi og virkelighed i en på alle måder absurd fortælling indeholdende lige dele humor, tragedie og liderlighed.
Man gjorde et barn fortræd. Det kunne næsten være overskriften for Tabitas historie, der er så hjerteskærende, at man vanskeligt kan komme igennem uden en klump i maven.
Sproget er fortællingens stærkeste kort i denne intense beretning om den lille grønlandske pige, der bliver revet op med rode for at flytte med en ny familie til Danmark, hvor hun forventes at glemme sin barndoms første år og finde sig til rette i en familie præget af fortielser, afsavn og smerte.
En ung kvindes genvordigheder udi singlelivets kunst og forventninger fra omverdenen og ikke mindst sig selv. Men først og fremmest et portræt af en ung kvindes kamp mod den skyld og skam, som hun føler forbundet med selve sit køns seksualitet. Der er feminisme på tapetet og Amalie Hammel tager fat i nogle meget interessante og væsentlige tematikker omkring samfundets anskuelse af kvindens seksualitet og de forestillinger vi har om kvinden som værende enten dydig eller promiskuøs.
Da Audrey Wilde forsvandt er en klassisk time-slip-novel, hvori et fortidigt og et nutidigt spor kædes sammen og mødes i et spændende plot.
Eve Chase skriver utrolig medrivende og hun formår i den grad at skabe ikke bare billeder, men også følelser i sine levende beskrivelser. En absolut velskrevet og spændende fortælling oplagt til alle med hang til det historiske, mystiske og stemningsfulde, og som elsker et plot fuld af familiekonflikter og hemmeligheder.
Ikke siden Helle Helles mageløse novellesamling Biler og dyr fra år 2000 har jeg læst så god en novellesamling, som den Thomas Korsgaard leverer her.
Han fanger mennesker og stemninger i helt enkle beskrivelser og med ganske få ord folder han over få sider hele skæbner og store temaer ud.
Thomas Korsgaard skildrer outsiderne og de skæve eksistenser på en måde, der får mig til at tænke på en moderne Herman Bang, og han gør det i en fantastisk veludført minimalisme, der får tematikken til at boble frem mellem linjerne.
Merete Pryds Helle leverer en fænomenal fortælling om den velkendte Ibsen karakter Nora fra ”Et dukkehjem”, der lever sit liv i mændenes skygge, indtil hun endelig en dag siger stop. Det er et overflødighedshorn af sproglige perler, som man får lyst til at læse igen og igen, alt imens man nærmest ikke kan andet end at give sig fuldstændig hen til Noras følelser, håb og skuffelser.
Social uretfærdighed i slutningen af 1800 tallet, to stærke kvindeskikkelser til kamp mod ulighed, et par blomstrende forelskelser og et brutalt overfald. Det er kort sagt ingredienserne i Gertrud Tinnings historiske roman om en tid, hvor ligeløn, retfærdig rettergang og ordentlige arbejdsforhold var ukendte koncepter.
Jeg var ganske godt underholdt, men historien forekom mig også at være en hel del forudsigelig og føltes på mange måder, som noget man har set før.
Kirke er historien om en græsk gudinde, heks og sagnfigur. Men det er også historien om en helt almindelig kvindes rejse mod at lære sig selv at kende og være stærk i det.
Madeline Miller kæder på fineste og ganske overlegen vis alle historierne fra den græske mytologi og sagnhistorie sammen til en kronologisk fortælling set gennem Kirkes øjne. Miller tolker på Kirkes handlinger og skaber derved en kvindefigur med aspekter, der er interessante også i dag. Kirke er en historie om de gamle græske gudesagn, men det er også en karakteristik (eller kritik) af moderne kønsroller, og derved bliver den med sin feministiske slagside vedkommende også i år 2019.
Maren Uthaug er tilbage med en roman, der ganske ligesom den forgående roman Hvor der er fugle tager fat i det svære og tabubelagte, og med sin nøgterne og usentimentale stil formår hun at gøre det morbide og groteske ganske morsomt. Maren Uthaug tager os med gennem en særdeles særpræget slægtshistorie gennem syv led, og samtidig fortælles historien om danskernes forhold til døden gennem de sidste 200 år. Hun lægger ikke fingre imellem, og lader os se både det grimme, ubehagelige og uhyggelige ved mennesket, og efterlader sin læser chokeret, fascineret og ganske godt underholdt.